Sunrise

10 gode råd til effektfulde bannerkampagner

Mikkel Wendelboe

Brug for hjælp til effektfulde bannerkampagner? Digital Director og Partner hos Sunrise, Mikkel Wendelboe, giver her sine 10 bedste råd til effektfulde og skarpe bannerreklamer – hvad enten du ønsker at øge sign-ups til nyhedsbrev eller drive trafik til dit site.


Af Mikkel Wendelboe, Digital Director og Partner. 

Jeg har gennem ca. 12 år været involveret i udviklingen af mere end 5.000 bannerkampagner og jeg ved derfor, at der findes flere måder, hvorpå man kan optimere sine bannere. Og JA, det er stadigvæk en god ide at gøre brug af bannere, selvom folk har ad-blockers installeret og mange opfatter dem som lavest i mediefødekæden.

Nedenfor er listet 10 gode råd til, hvordan din virksomhed kan optimere og forbedre sine bannerkampagner.

1) Hold det simpelt og kom hurtigt frem til de vigtige pointer.
Der er ingen, som læser lange brødtekster i bannere. Hold dig til overskrifter og let afkodelige budskaber. Der findes alt for mange bannere, hvor pligtteksten fylder halvdelen. Inden for visse brancher er man nødt til at have en pligttekst med i et banner, men så sørg for at det er noget, man kan frembringe ved at klikke på et lille ‘i’ i hjørnet af banneret.

Rent teknisk må dit banner gerne animere i 15 sekunder og loope 3 gange, men ingen sidder koncentreret og venter på, at budskaberne kommer til sidst i banneret.

2) Det er et brandingmedie, ikke et klikmedie.
I mange bannerkampagner skal man klikke videre eksempelvis for at få en pris på et givent produkt. Dette er helt forkert brug af bannermediet. Hvis dit banner har 1000 visninger og en klikrate på 0,10%, så får du 10 klik. Og så er spørgsmålet, om du vil eksponere dit tilbud for 1000 mennesker eller for 10? Svaret er selvfølgelig indlysende. Sørg for at dit budskab fremgår på selve banneret og ikke en landing page.

3) Sørg for at hvert loop kan afkodes isoleret og ikke kun som en del af en større kontekst.
Ofte er et banner sammensat af flere skift, som skal læses i sammenhæng for at give mening. Eksempelvis: 1: ‘Brug for et nyt lån‘, 2: ‘eller du har måske et eksisterende lån, som skal optimeres‘. Hvis jeg først får øje på banneret ved andet skift, så giver det jo ingen mening. Så for at forstå det er man nødt til at vente til banneret looper igen, og det gør ingen! Derfor bør man eksempelvis skrive: 1: ‘Brug for et nyt lån‘, 2: ‘Vi tilbyder et nyt lån eller ændring af dit eksisterende lån‘. På denne måde bliver seeren mødt af et forståeligt budskab, uanset om det er første eller andet tekstskifte, der møder seeren.

4) Udform relevante Call To Action-formuleringer — og betragt hele banneret som én CTA.
Hvor stor er sandsynligheden for, at du, ved at kigge på et banner, vil trykke på enten ‘Køb nu‘ eller ‘Bestil nu‘ med det samme? Den er meget lille, så lad være med at bruge dem. Generiske budskaber som ”klik her” virker heller ikke.
Gør din CTA-formulering relevant i forhold til det foregående budskab. Har du udfyldt et spørgeskema, kan du bruge ‘Se dit resultat‘. Eller hvis det er et bilbanner, kan man skrive ‘Se bilens udstyr‘. Det virker!

5) Animation er godt, men i rette mængder.
Animationer kan være rigtig gode til at skabe opmærksomhed, men forsøg at holde det simpelt og subtilt, således at budskabet er nemt at forstå.

6) Gamification kan være guld værd.
Med tanke på at du har købt et antal visninger, består øvelsen i at fastholde brugeren på budskabet så længe som muligt. Ofte udvikles bannere til, at brugeren kan prøve et produkt, lave beregninger, finde yderligere features eller lignende. Dette har jeg rigtig gode erfaringer med.

7) Skab kontrast, så din kampagne skiller sig ud.
Dit banner er på et nyhedsmedie, hvor brugeren ikke er gået ind af interesse for dit produkt eller din ydelse. Så den fornødne opmærksomhed skal du selv skabe. Eksempelvis kan udskiftningen af en baggrundsfarve give rigtig gode resultater.

8) Brug fonte og billeder du har ubegrænsede rettigheder til at bruge.
Bruger du licenserede fonte i et banner, så kan du risikere at skulle betale for hver eneste gang, dit banner er blevet vist, og det kan blive meget dyrt.
Find en alternativ google-font/web-font. Det samme gælder selvfølgelig også for billeder.

9) Eksternt indhold skal køre via en dedikeret server.
Du er sikkert stødt på et banner, hvor kun skallen ligger og kører. Det eksterne indhold, som skulle have været hentet ind, dukker aldrig op, fordi der er fejl i koden eller den server, der bruges, ikke svarer. Sørg derfor, for at bruge en anerkendt CDN-provider (Content Delivery Network).

10) Overvej et banner-CMS (Content Management System).
Pointen ved at anvende et banner-CMS er, at du selv har en direkte adgang ud til bannermediet og derfor løbende kan optimere dine kampagner og analysere på statistikkerne.

Vil du høre mere?
Har du spørgsmål til de 10 råd? Eller har du brug for sparring i forbindelse med en bannerkampagne? Så kontakt vores Digital Director og Partner, Mikkel Wendelboe,
+45 26 18 16 18 eller på miw@sunrise.dk

Privacy Policy at Sunrise

Close

We are aware of how we treat your personal data as well as the use of cookies. We use it to provide the best service for you. Your personal data will only be used to the extent necessary and deleted after use or maximum 6 months. Cookies on this site are primarily used for traffic measurement and optimization of content.
If you use this page, you agree to the use of our privacy policy. Read more about our privacy policy.